Introduktion til Polyvagal teorien
Jeg vil fortælle om Polyvagal teorien. Det er en teori, som er fremsat af Stephen Porges i 1994, som giver en samlet beskrivelse af hvilke fysiske, kropslige og emotionelle reaktioner og muligheder for at handle, vi mennesker har.
Polyvagal Teorien hedder den, fordi den peger på, at Vagus-nerven har forskellige funktioner.
Den har to overordnede dele, som jeg følgende vil komme ind på:
Vagus-nervebundterne har sit udspring fra to områder i hjernestammen, som ligger nedenunder storhjernen. Det ene område ligger i hjernestammen og er ligger foran imod maven, mens det andet ligger bagud, vendt imod ryggen.
Den del af Vagus der er rygvendt er den udviklingsmæssigt først udviklede del. Det er altså den ”ældste” del af vagus-systemet. Denne rygvendte del styrer det, der foregår i maven og i kønsorganerne og får disse organer til at fungere ordentligt.
Den mave-vendte del af Vagus er den sidst udviklede del. Den styrer hvad der foregår fra mellemgulvet og opefter: Hjerte, lunger, mund og hals, tale, høre og syn, alt det der er vores sociale apparat. Alt dette bliver styret via den mave-vendte Vagus.
Hele Vagus-nervesystemet kaldes samlet for det para-sympatiske nervesystem.
I midten mellen den rygvendte Vagus og den mavevendte Vagus ligger det sympatiske nervesystem, som har sit udspring i nerveknuder hele vejen ned langs rygmarven.
Det sympatiske nervesystem og det para-sympatiske nervesystem fungerer som et hele. Det er de to nervesystemer som anvendes når vi forholder os til verden. Vi bruger musklerne til at bevæge os, men det er de muligheder der er i det para-sympatiske og det sympatiske nervesystem som vi kan bruge til at forholde os. Det sker med den forståelse vi i vores hoveder har af den verden vi befinder os i.
Vi mennesker er indrettet til at håndtere de belastninger, vi er udsatte for. Man kan sige, at størrelsen af belastningerne er afgørende for, hvorledes vi reagerer på dem.
Det vi egentlig altid ønsker, er at være i balance, så vi kan klare de bekymringer, vi er udsatte for på en fleksibel måde, hvor vi afpasser reaktionerne i forhold til ønsket om at være i balance. Det er dét, der foregår i den mavevendt Vagus.
Hvis vi så er udsatte for nogle belastninger, der er større, end vi kan klare, bliver vi måske irriterede eller vrede, eller det kan være, vi bliver angste og vælger at flygte. Vi kan derved komme ind i det område, vi kalder kamp og fulgt- reaktion.
Til dagligt, når vi klarer vores belastninger og udfordringer afbalanceret, så styrer den mave-vendt Vagus sådan set både ”kamp og flugt” reaktionerne og den rygvendte Vagus. Det gør den på den måde, at når det er ”fredstid”, styrer den rygvendte del mave / fordøjelsessystemet og styrer kønsorganernes funktion og vores reproduktion
Hvis vi er udsat for nogle belastninger som vi ikke kan klare afbalanceret og som vi ikke kan kæmpe os fra eller flygte fra, kommer den rygvendte Vagus i funktion i en slags ”lukke-ned-funktion”
Og så sker der yderligere, at den rygvendte Vagus også kommer til at styre opad i kroppen. Det gør den ved at kroppen og psyken egentlig kommer til at fungere mindre på et lavere ”blus”.
Det vil man kunne se på mange forskellige måder: Åndedrættet vil blive lavt og meget overfladisk og ikke så dybt.
Musklerne ude i kroppen vil blive slappe og ikke være i funktion. Man kan sådan set tale om at opnå en slags lammelse af musklerne.
Og psykisk set, mentalt set, vil man bruge sit mentale apparat mindre. Det kan være sådan, så man sådan set ikke oplever, hvad der foregår og mange vil heller ikke kunne huske det. Mange forskellig reaktioner.
I gamle dage kan man sige, i hvert fald før 94, så tænkte mam på stress på den måe, t hvordn var det man blev belastet eller ikke er stresset. Man tænkte, man var i ro, i balance og så tankte man, at man kunne være i stress, altså i ”kamp og flugt”. Man havde egentlig ikke tanker på, hvad der kunne foregå i feltet med den Rygvendte Vagus. Det var først, da Stephen Porges, satte denne teori på, ”polyvagal toerien”
Man kan tegne det op, så man måske bedre kan få et visuelt billede af, hvordan det hænger sammen
Der er nogle centre på hjernestammen, mod ryggen udgår den rygvendte Vagus. Den sender så en gren hovedsagelig ned mod maven og kønsorganerne, men den sende altså også impulser opad i systemet. Til daglig, når vi er i balance er den mave-vendte del af Vagus, som styrer fra mellemgulvet op opefter. Så alt det, der handler om hjertefunktion, tale og forståelse af tale og vores sociale interaktion, styres altså af den mavevendte Vagus.
Det sympatiske system er placeret ned langs rygmarven, så det styrer musklerne til en hurtig aktion.
Som sagt så gælder det, at når den mavevendte Vagus er i kommando, er vi i balance og kan anvende de kræfter, der er i kamp/flugt reaktionen til f.eks sport og altså en hurtig reaktion, hvor vi balancerede situationer bevæger os hurtigt og reagerer hurtigt, lige som man gør i sport.
Og sådan kan man se, at vi mennesker har 5 overordnede måder at agere på:
- Vi kan være i balance / ro
- Vi kan være i en ønsket kraftig aktivitet,
- Vi kan være i kamp eller flugt
- Vi kan nyde at have sex
- Og så kan vi være i en lukke-ned funktion
Denne teori danner ramme om de overordnede måder, vi mennesker kan fungere i. Den beskriver også, hvad der sker, nå vi kommer i problemer, oplever noget, vi ikke kan klare og hvor de helt store problemer, vi helbredsmæssigt ikke kan klare, kommer, når vi kommer ned i en ”lukke ned funktion”, fordi denne ”lukke ned reaktion” kan ske at sidde fast og fortsætte, selv om det egentlig ikke er hensigtsmæssigt.
Med dette begrebsapparat kan vi indfange mange af de psykiske problemstillinger vi står over for, og som vi kan sidde fast i. I midten har vi angst og vrede, som er overdreven og ved lukke-ned situationen far vi depression og også PTSD-reaktion. Mens den mavevende Vagus er den vi ønsker og det, vi ønsker at fremme.
Denne teori giver en baggrund for at forstå, hvad der foregår for os mennesker, og som også peger på, hvordan man kommer ud af det hele igen. Hvis man sidder fast i én af disse uønskede situationer, så vil dét at fremme den balancerende del af Vagus altid være det, der bringe én ud af det igen. Det er det, vi ønsker at opnå, når vi arbejder med pykoterapi. Vi ønsker at fremme den mavevendte del af Vagus´ s funktion.
Faredetektions systemet
Nu vil jeg fortælle om faredetektionssystemet, som hænger sammen med polyvagalteorien.
BELASTNING / FARE
FRED OG RO
KAMP ELLER FLUGT
LUKKE NED
Anatomisk er vi opbygget med en storhjerne og mellemhjernen, eller grænsehjernen, som man også kalder ”den limbiske hjerne”. Og nedenfor kommer rygmarven og spinalområdet.
Den måde, vi iagttager vores omverden, bliver registreret og vurderet i det limbiske system,
som et resultat af dét, vi har lært tidligere i livet, vores erfaringer og måder at reagere på. Det foregår til dels bevidst og til dels ubevidst. Det, jeg gerne vil ind på er, hvordan vi reagerer ved forskellige grader af belastninger og ved forskellige grader af fare. Hvis det er sådan at det vi oftest oplever, er stille og fredeligt og roligt, vil vores faredetektionssystem sige til os, at vi kan tage det roligt og klare tingene afbalanceret og fleksibelt. Det betyder så, at vi bruger den mavevendte del af Vagus, som styrer vores åndedræt, hjerte og vores sociale interaktion som tale osv.. Men den kan også bruge andre dele af vores krop til aktivitet som sex, hvis det det, vi ønsker.
Men hvis nu det er sådan, at vi vurderer, at belastningen er mere farlig, så vil vores sympatiske nervesystem sætte i gang. Det vil sætte i gang, så vi kommer i kampberedskab eller vi gør os klar til flugt. I den tilstand vil vi kunne reagere meget kraftigt og meget hurtigt, men vi vil ikke have så stor mulighed for at tænke os godt om. Vi vil reagere på rutinemåder, på de måder, vi har lært at gøre. Og vi vil sende besked til det sympatiske nervesystem til at være klar til én eller anden kraftig aktivitet.
Hvis dét vi bliver udsat for vurderes til ikke blot at være farligt, men måske endda livsfarlig, og vores mellemhjerne vurderer, at dette her kan vi slet ikke klare, vi kan ikke flygte fra situationen og vi kan ikke kæmpe os ud af situationen, så kan vi som organisme igangsætte en ”lukke ned – reaktion”.
Når dette sker, er det den rygvendte del af Vagus, der bliver aktiveret, sådan at der bliver skruet ned for fordøjelse og reproduktion. Der bliver skruet ned for hjerte og åndedræt, der bliver skruet ned for social interaktion. Der bliver skruet ned for at opleve, at sanse og at huske. Der bliver skruet ned for rigtig mange ting. Organismen lukker ned og foretager sig ingenting, indtil omstændighederne er bedre og anderledes. Det er dét, der er meningen med den reaktion, at sætte livet på pause, indtil omstændighederne er mere gunstige. Det er en meget nyttig og god funktion. Den kan gøre at man som organisme overlever ellers ødelæggende omstændigheder. Det er en katastrofereaktion, det er overlevelse. Man kan f.eks. tænke en situation, hvor en kvinde bliver udsat for en voldtægt, har kniven på struben, og hvis hun bevæger sig, vil hun blive dræbt. Det der så er mulig at gøre er at ligge helt stille og forsøge at lade være med at opleve det, der foregår. Der kan være en ”ud af kroppen oplevelse”, som nogle har oplevet. Hun vil ikke lægge så meget mærke til det der sker, hun vil ikke gøre anskrig, ikke protestere. Hun vil bare være fuldstændig ”slatten”, fordi det er dét, der får hende til at overleve overgrebssituation. Her er ”lukke ned funktionen” fuldstændig rigtig og vigtig, og det er dén der får kvinden til at overleve voldtægten. Men det kan gå hen at blive et problem senere hen, hvis denne ”lukke ned funktion” ikke lukker op igen, men fortsætter og gentager sig i andre situationer. Det kan være at et overgrebsoffer er sammen med sin kæreste senere hen, og har svært ved at gennemføre seksualakten, fordi det minder for meget om overgrebet. Så sidder man fast i denne her ”lukke ned funktion” og så får man problemer bagefter.
Tilsvarende hvis man oplever fare, kan man komme til at lære i det limbisske system, at dette med at være lukket inde er noget, der er farligt for én, hvor man risikerer at få panikanfald, risikerer at få hjerteanfald og at dø, hvor man så lærer, at dét at være lukkede rum er noget , som vil udløse angst, hvor det er noget, man ikke kan lade være med at gøre og hvor det gentager sig og gentager sig. Fører til undgåelsesadfærd og til endnu mere angst osv. osv. Så har man udviklet en angstlidelse.
Man kan sige at dette spektrum af reaktioner, er egentlig også et spektrum af bevidst / ubevidst, for hvis man er herovre, hvor der er fred og ro, er man meget bevidst og kan handle overvejet. Man kan godt sætte sig selv i en kraftig aktivitet, som f.eks. sport, eller en kampaktivitet, hvor man gør det med vilje.
Her bruger men sin bevidsthed til at styre det sympatiske nervesystem, så man kommer i større aktivitet.
Hvis dit faredetektionssystem oplever, at du er i en livsfare, som du ikke kan reagere på, så vil du ubevidst gå i gang med en ”lukke-ned-reaktion”. Det er ikke noget, du vælger, du kan ikke bevidst vælge at lave en ”lukke-ned-reaktion”. Det foregår ubevidst. Lige så vel som rigtig meget angstreaktion og flugtreaktion, det også er ubevidst.
Der er altså tale om et ”skred fra venstre mod højre”, fra bevidst mod ubevidst. Hvor den reaktion, som vi har indlært i det limbiske system, sker automatisk og er ikke noget, man selv vælger at gøre. Det er faktisk kun, når den er i den fredelige og rolige del, at du kan lære noget nyt. Det er, når du er her, du har lukket op og kan forstå noget nyt, nogle nye sammenhænge. Det er først dér, du har åbnet op for frontallappen, eller pandelappen, som man også kalder den. I de andre situationer, hvor der er lukket ned, er det ikke muligt at lære noget nyt. Men alligevel. Hvis du er i en voldsom lukke-ned-reaktion, vil du have en chance / risiko for at lave nogle erindringer, som kan være særdeles voldsomme og har en risiko for at gentage sig igen og igen. PÅ samme måde som når du udvikler en posttraumatisk belastningsreaktion, eller PTSD, som man også kalder det.
Dette var noget om belastningssystemet, eller vores fare-detektionssystem, hvor vi placerer os selv i disse tre felter. Man kan sige, at den limbiske hjerne beslutter på én eller anden måde om der skal sættes gang i den mavevendte vagus, eller om der skal sættes gang i den rygvendte Vagus, i sympaticus og kamp og flugt eller sætte gang i at lukke hele organismen ned.
Ro og Balance – Den mavevendte vagus
Dette er en video, der handler om dét at være i ro og balance. Når der er sådan, at det, der omgiver os, dét vi lever i, opleves som fredeligt og roligt, har vi mulighed for at være i balance og i ro. Når vi er det, er det den mavevendte del af vagus, der bestemmer, der styrer det derforegår.
Den mavevendte del af vagus styrer den øverste del af kroppens reaktioner. På den måde er dét nervesystem egentlig en blanding af et villet og et u-villet nervesystem. Den er et autonomt, men også et villet system. Sådan en blanding. Den del af vores nervesystem styrer vores mellemgulv, den styrer vores åndedræt, hvor meget luft, vi får ind i vores lunger og den styrer vores hjerteaktivitet, om det skal slå hurtigt eller langsomt. Det gør den på den måde, at en anden del af vores nervesystem, den sympatiske del hele tiden presser på for at hjertet skal slå hurtigt og den mavevendte del af Vagus laver en ”bremseaktivitet” som en meget fleksibel bremse. Det gør den med nogle nervetråde, som er isolerede og derfor hurtigere. Den gør det meget hurtigt og meget effektivt, så vi hurtigt kan sætte en aktivitet op og hurtigt ned igen. Og vi kan gøre det fleksibelt uden at skulle sætte gang i hele det sympatiske nervesystem. Med den kraft og følgende udmattelse, der ligger i det. Den involverer også luftrør og spiserør og koordinationen af, hvornår vi skal sige noget, hvornår skal vi synke, hvornår skal vi trække vejret. Og det involverer alle de ting, vi bruger for at tale, at sige noget netop via vores åndedræt. Det aktiverer vores ører til at fokusere på det vi finder vigtigt. F.eks. som et barn fokuserer på lyden af ens mors stemme og ikke har et øre på andet. Som voksne kan vi være i en gruppe med andre mennesker og kan fokusere på lige netop den person, vi ønsker at lytte til og ikke de andre. Det er den mavevende del, der regulerer nogle små muskler, der findes i mellemøret. Den involverer også vores ansigtsmuskulatur og bestemmer vores mimik til at udtrykke forskellige ting, sådan så vi har et meget stort følelsesregister, som man registrer ved at se på et menneske. Og netop dette med at se, er også en del af dette her system.
Hvilken del af vores system vi så skal sætte i gang, om et der den mavevendte del af Vagus med fred og ro, eller om det er sympaticus med kamp og flugt, elle om det er lukke-ned reaktionen er jo alt sammen noget, der foregår som en aktivitet oppe i mellemhjernen og bliver styret deroppefra. Det betyder også, at alle de erindringer og forståelser af verden, ligger der som vores store skatkammer af indlært aktivitet, erfaringer og historier er noget af det, som er med til at lave en vurdering af de situationer, vi står i. Er det en farlig situation eller en fredelig situation. Det betyder, at alle de aktiviteter, der er i den mavevendte del af Vagus, når de fungerer, styrer de alt, hvad der kan foregå i det sympatiske nervesystem og den underliggende, rygvendte del af Vagus.
Så derfor kan man sige, at når vi bruger den mavevendte del af Vagus , vil den bringe balance i hele systemet. En stor del af dette med at bringe balance i tingene er åndedrættet som en dejlig enkel funktion, hvor du kan se, at hvis du har et dybt og roligt åndedræt, så vil hjertefunktionen følge åndedrættet på den måde, at hjertet går lidt hurtigere ved indånding og lidt langsommere ved udånding. Hvis du slag for slag følger hjerteaktiviteten, vil du kunne se den afbilledet som en bølge. Det er når det hele er i balance.
Tilsvarende med hele den sociale interaktion med at tale og lytte, vil du opleve at når du selv taler, eller er den lyttende vil du opleve at få balance i systemet. Det er selve forudsætningen for at psykoterapi er effektiv og det er dét, der ligger i, at vi er sociale væsener, hvor vi har brug for andre mennesker. Det er også det, der ligger i dét, at vores hjerne bliver reguleret af andre, at vi helt fra vi er spæde til vi er voksne har brug for andre til at regulere os selv. Det gør vi via dette system, hvor vi tolker ansigtsudtryk, ved at vi tolker en stemme og ved at vi lægger mærke til hvorledes det bliver modtaget. Social interaktion er beroligende for os mennesker. Ikke alle situationer. Det kan udmærket også være, at det bliver provokerende og så kommer man i gang med nogle af de andre reaktioner, men rigtig meget social interaktion er beroligende. Det er derfor folk går på café og drikker kaffe med hinanden, Det er derfor ting som Facebook og mobiltelefoner er så stort et emne i dag, fordi vi kommunikerer. Kommunikation er dét, der er vigtigt for os, fordi det bringer os i balance og det, der er ønskeligt for os som levende, nydende væsener.
Dét at nyde noget er også dét, der ligger herovre i den mavevendte del. Hvis du er i kamp eller flugt, vil du ikke være i stand til at nyde rigtig meget. Hvis du er lukket ned, vil du heller ikke kunne nyde det særlig meget, men hvis du er i ro og balance, kan du nyde livet, sex, kunst og litteratur og meget mere. Det er her i den afbalancere del, alle disse ting ligger. Derfor er det godt at tænke på det lidt mere enkle, at lige så snart du bruger den mavevendte del af Vagus til ét eller andet. Så vil du sørge for en beroligelse af de andre systemer. Det betyder, at hvis du er i gang med en lukke-ned-funktion og du hænger fast i den, vil du ved at aktivere den mavevendte del af Vagus trække dig selv ud af lukke-ned-situationen.
Hvis du sidder fast i en angstsituation, kan dét at tale med andre mennesker bringe dig ud af situationen og få angsten til at dæmpes. Det giver nogle genveje til at komme i balance med sig selv. hvis man kan aktivere denne del af nervesystemet. Nogle gange kan det være fornuftigt at bringe balance i nervesystemet ved at fortælle hele ens livshistorie f.eks. ved psykoterapi. Men der er også masser af genveje til at undgå disse omveje.
Forståelsen af, hvad den mavevendte Vagus gør og kan gøre er en stor kilde til mental, personlig og menneskelig udvikling.
Kamp og Flugt-reaktionen – sympaticus
Sympaticus overaktiviteten går i gang, hvis vi oplever fare. Når vores mellemhjerne har vurderet – og måske også vores bevidsthed har vurderet – at denne aktivitet, vi er i gang med, ikke kan fortsætte på en fredelig og rolig og afbalanceret måde, så føler vi os tvungne til at aktivere vrede, angst eller flugt
Sympaticus er en del af det perifere nervesystem som tager sit udspring i hjernestammen og herfra ned lang hele rygraden og ud i vores tværgående muskulatur til at løbe, kæmpe eller bevæge os og gøre noget meget aktivt.
Man kan dele denne aktivitet op i hurtige og mere langvarige reaktioner.
Den hurtige reaktion, der kommer meget pludselig og hurtigt, som sker, hvis du f.eks. bliver forskrækket, så vil du mærke, at du f.eks. får en gysen ned ad ryggen, og du vil blive anspændt i musklerne og dine pupiller vi åbne sig og du vil være klar til at reagere med det samme. Det sker via nervesystemet i løbet af ganske kort tid.
Den mere langvarige reaktion sker når du vurderer, at den situation, du befinder dig i, ikke kan løses og blive overstået hurtigt, men bliver ved med at være farlig. Den vurdering vil ofte være ubevidst. Der vil ske dét, at dine binyrer sættes i aktivitet. Binyrerene er små kirtler, der sidder ovenpå nyrerne og som udskiller adrenalin og noradrenalin og kortisol i blodbanen, så der kommer et øget niveau af disse stoffer i blodet, som gør, at du bliver sat i stand til at gøre en meget, meget kraftig handlig og reaktion i længere tid og ikke bare en kraftig her-og-nu reaktion. Det er en reaktion, som er ganske stor for kroppen og den er ganske voldsom, men det er en reaktion, der gør dig i stand til virkelig at kæmpe eller virkelig at flygte. Derfor er det en meget effektiv reaktion ud over, at den også er belastende.
Denne aktivitet – angst, som den jo kaldes – kan være til stede i bestemte omstændigheder, det kan være til stede i længere tid og det kan være rigtig, rigtig svært at få ro på den igen.
Nogle vil også have en overaktivitet, hvor de oplever vrede, hvor de oplever, at det er godt at være vred, at det er et aktiv at være vred. De får måske et godt resultat af den vrede, hvor vreden så vi have tendens til at gentage sig igen og igen. Det samme vil angsten også have til at gentage sig igen og igen.
Og det dér med at gentage sig igen og igen. Det handler også om, at når du er i gang med denne sympaticus-aktivitet, kan du ikke rigtig tænke dig om. Du kan egentlig ikke overveje noget nyt, du kan ikke så godt lære noget. Det handler om, at dét at lære noget nyt, dét at tænke fornuftigt, kræver en aktivitet i en anden del af nervesystemet, som er lukket ned, når du er i gang med en sympaticus overreaktion.
Derfor. Hvis vi gerne vil være med til at udvikle mennesker til at have en mere fleksibel funktion, reaktion eller forståelse af samfundet og dem selv, har vi brug for at dæmpe denne aktivitet i sympaticus og få mere ro på, så man kan gøre noget mere indviklet og differentieret, men dette vil jeg komme ind på på et andet tidspunkt, hvor jeg vil tale om hvad vi har mulighed for at gøre, hvis vi er i ro og balance.
Nedlukningsreaktionen – Den Rygvendte Vagus
Dette her handler om den rygvendte Vagus. Det er handler om nogle primitive reaktioner, men også nogle fundamentale for os mennesker. Det handler om den måde, vi mennesker klarer belastninger, hvor vi er i livsfare, belastninger som vi ikke kan klare,og heller ikke kæmpe os fri af eller flygte fra. Det kan være pludselige traumatise situationer, eller langvarige stress-belastninger. Det er den rygvendte del af Vagus, der er aktiveret. Rygvendt, fordi de nervetråde, der bliver aktiveret har et udspring i et centrer der ligger i hjenestammen vendt imod maven. Nerver herfra spreder sig til mave-tarm systemet og til reproduktionsorganerne. Disse nerver spreder impulser fra centralnervesystemt og ud i kroppen, og modtager sanse-impulser fra kroppen og op i hjernen, Faktisk har Vagus nerven, som det handler om, 80 % af dens nervetråde, som sanser, hvad der foregår i maven og bliver sendt op i hjernen, 20 % af dem er så tråde, som ændrer ét eller andet, som maven eller reproduktionsorganerne fungerer på. Når det er ”fred og ingen fare” er det de nervetråde, der styrer, hvordan maven og fordøjelsen fungerer på, at tarmen bevæger sig som den skal og sørger for at vi kan gå i gang med seksuelle aktiviteter.
Når vi så er i livsfare, sker der noget helt andet. Så begynder nogle nervetråde, som er overleverede fra udviklingshistorien, som ikke blot styrer mave og reproduktionsorganer, men også hjerte, åndedræt, tale, ansigt og vores hjerne også at sende impulser. Disse tråde kan man tænke på som nogle ganske få tråde, der er meget effektive. Det er nogle tråde , som ikke er isolerede, det vil sige, det fungerer meget langsomt, men de har en meget kraftig funktion. De har den funktion, at de lukker ned for forskellige dele af kroppen. Noget af grunden til at kan fandt ud af denne funktion, er at man iagttog for-tidligt-fødte børn som fik sondemad. Når man sondemader disse børn med noget koldt, og så går der en lukke-ned-reaktion igang, som betyder at hjertet går langsommere og langsommere og faktisk, kan, hvis man ikke passer på, dræbe børnene. Lukke-ned-funktionen har en effekt på hele kroppen. Musklerne i kroppen kan blive slappe og ikke bevæge sig. Man kan se det meget voldsomt i dyreverdenen. F.eks. kan man se en løve, der jager en antilope på den afrikanske savanne. Der kan så ske det at antilopen pludselig lægger sig ned og bliver helt slap og selv om løven pirker til antilopen virker den helt død og slatten. Antilopen har følt sig i livsfare og har lukket ned. Nogle gange sker der så det, at løven lunter væk, fordi den gerne vil have frisk kød og så kan antilopen rejse sig op og ryste sig og løbe videre. Antilopen laver den dér rysten og kommer videre og på denne måse kommer den ikke til at sidde fast i situationen.
Mennesker, der har været igennem en sådan lukke-ned-reaktion oplever ofte en træthed.
Hvis man kommer ind i en vedvarende lukke-ned-reaktion vil man ofte opleve sig syg forskellige steder i kroppen, opleve at man har ondt forskellige steder.
Det er nemlig denne slags reaktion, der kan sættes i gang af pludselige traumer, som jeg har skitseret her, men det er også sådan en slags reaktion, der kan ske, hvis du er udsat for langvarig større belastning, end du kan håndtere – det man kalder stress. Her kan du lave forskellige reaktioner i kroppen, som sætter sig som sygdom, hvor man kan se, at åndedrættet er overfladisk og ikke går særlig dybt, man kan se, at hjertefunktionen går ned eller bliver uregelmæssig. Man ser, at fordøjelsen måske stopper, eller bliver dårlig, og man ser ens mentale tilstand bliver anderledes. Du kan opleve, at du bliver forvirret, ukoncentreret og ikke kan tænke dig om. Du kan opleve, at du slet ikke føler, du er til stede. At du kan opleve, at du kommer ind i en tilstand, hvor du oplever noget som ikke sker, men oplever alligevel som om det var der.
Dette med at lukke ned for det mentale apparat, at lukke ned for følelser, er dét, som unge mennesker gentager gange desværre temmelig ofte ønsker. At man som ungt menneske, hvis man synes, man er ud for livsomstændigheder, man ikke rigtig kan håndtere, gymnasie, fester, kammerater og hvad der ellers kan være af store belastninger, kan man gøre det, at man snitter sig overfladisk. Det er ikke nogen anbefaling, må jeg pointere, men man påfører sig et traume, hvor kroppen reagerer som om den var i livsfare og reagerer ved at lave en lukke-ned-reaktion, så følelserne bliver væk, ens koncentration bliver mindre, det man før syntes var problematisk, holder egentlig op og derved oplever man en lettelse ved at påføre sig selv en lukke-ned-reaktion. Den har den negative effekt, at man laver en skade på kroppen, men også at dette, som er ens livsomstændigheder, får man ikke tænkt igennem, man kommer ikke ind i velafbalancerede overvejelser over hvad er det, der sker for mig og hvad skal jeg gøre. Man har bare lukket ned for det, og det betyder jo ofte, at problemerne bliver ved med at være der. I vores dagligdag i dagens Danmark vil denne lukke-ned-reaktion ofte være en reaktion på stress, langvarig belastning og ikke pludselige overgreb eller traumer. Man kan se det, hvis man er udsat for terrorangreb eller trafikuheld eller lignende, men i vores dagligdag er det nok så meget reaktioner på vedvarende belastning i arbejdsliv og familieliv, som får os til at sidde fast i denne situation.
Lukke-ned-reaktionen kan man påføre sig selv ved at snitte sig selv. Men egentlig vil reaktionen, du påfører dig selv gå fra en angst- og vredes-reaktion blive til en ubevidst reaktion, som du ikke selv kan styre og kontrollere. Hvis det er sådan, at du har sat gang i en lukke-ned-reaktion som resultat af vedvarende langvarig stress, vil du af og til opleve, at du sidder fast i denne lukke-ned-proces og du ikke bare lige kan komme ud af den. Derfor vil man, hvis man blive stresset i sit arbejdsliv opleve, at man ikke kan arbejde og i perioder opleve, at man ikke kan slippe ud af det igen. At komme ud af sådan en lukke-ned-reaktion er virkelig en stor opgave og kan være virkelig vanskelig.