Polyvagal teorien

Polyvagal teorien

Ved Leif Vedel Sørensen

Del 1. Introduktion

Nedenfor er en nærmere omtale af Polyvagalteorien, fremsat af Stephen Porges. Det er en smuk sammenhængende teori. Men visse centrale elementer i teorien er bleven modbevist sidenhen. Teorien er alligevel interessant, da der så vidt jeg ved endnu ikke er alternative teorien der er lige så omfattende og beskrivende.

Disse antagelser er ikke rigtige:

Den dorale vagus kan sende impulser som sænker hjerterytmen. Det kan den ikke.

Den ventrale vagus- Ambiguuskerne er først udviklet i primater. Det er ikke rigtig, den er også udviklet i andre hvirveldyr.

Social interaktion er først udviklet med primater. Det er heller ikke rigtig, det eksisterer for andre dyr også.

Men nedenfor er altså alligevel en nærmere beskrivelse af Poly Vagal Teorien.

Jeg vil fortælle om Polyvagal teorien. Det kan godt lyde som et mærkeligt navn, men det er en teori, som er fremsat af Stephen Porges i 1994, som giver en samlet beskrivelse af hvilke fysiske, kropslige og emotionelle reaktioner og muligheder for at handle, vi mennesker har.

Polyvagal Teorien hedder den, fordi den peger på, at Vagus-nerven har forskellige funktioner.

Vagus betyder ”Vandreren”, og udtrykker at Vagusnerven er udbredt i det meste af kroppen.

Vagusnerven har to overordnede dele, som jeg følgende vil komme ind på:

Vagus-nervebundterne har sit udspring fra to områder i hjernestammen, som ligger nedenunder storhjernen. Det ene ligger foran vendt imod maven, mens det andet ligger bagud, vendt imod ryggen.

Den del af Vagus der er rygvendt er den udviklingsmæssigt først udviklede del. Det er altså den ”ældste” del af vagus-systemet. Denne rygvendte del styrer det, der foregår i maven og i kønsorganerne og får disse organer til at fungere ordentligt.

Den mavevendte del af Vagus er den sidst udviklede del. Den styrer hvad der foregår fra mellemgulvet og opefter: Hjerte, lunger, mund og hals, tale, høre og syn, alt det der er vores sociale apparat. Alt dette bliver styret via Den Mavevendte Vagus.

Hele Vagus-nervesystemet kaldes samlet for det para-sympatiske nervesystem. Det er latin og betyder det nervesystem der er ved siden af det sympatiske nervesystem.

I midten mellem Den Rygvendte Vagus og Den Mavevendte Vagus ligger det sympatiske nervesystem, som har sit udspring i nerveknuder hele vejen ned langs rygmarven.

Det sympatiske nervesystem og det para-sympatiske nervesystem fungerer som et hele. Det er de to nervesystemer som anvendes når vi forholder os til verden. Man kan sige at det formidler imellem hjernen og resten af kroppen. Vi bruger de tværstribede muskler til at bevæge os, men det er de muligheder der er i det para-sympatiske og det sympatiske nervesystem som bestemmer hvordan vi kan bevæge os, og hvordan vi forholder os til omverdenen. Det sker på baggrund af den forståelse vi har, af den verden vi befinder os i.

Vi mennesker er udviklet til at håndtere de belastninger, vi er udsatte for. Vi håndterer belastninger fleksibelt. Vi vurderer hele tiden hvordan en given belastning er i forhold til os selv. Vores vurdering af hvor voldsom belastningerne er, er afgørende for, hvorledes vi reagerer på dem.

Det vi egentlig altid ønsker, og har brug for, er at være i balance, så vi kan klare de belastninger, vi er udsatte for, på en fleksibel måde, hvor vi afpasser reaktionerne til hvad vi kan. Hvis det lykkes os, så er det Den Mavevendt Vagus som styrer hvad der foregår.

Hvis vi er udsatte for nogle belastninger, der er større, end vi kan klare afbalanceret, bliver vi måske irriterede eller vrede, og vender vreden udad, eller det kan være, vi bliver angste og vælger at flygte. Vi kan derved komme ind i det reaktions-område, vi kalder kamp og flugt-reaktionen.

Til dagligt, når vi klarer vores belastninger og udfordringer afbalanceret, så styrer Den Mavevendte Vagus også det der foregår i det sympatiske nervesystem, og det der foregår i Den Rygvendte Vagus. Det betyder at vi godt kan lave voldsomme fysiske udfoldelser såsom sport, og også kan bruge de sexuelle reproduktionsorganer til sex, hvis vi ønsker det og har lyst til det. Når det er ”fredstid”, så varetager Den Rygvendte Vagus fordøjelsessystemet og underlivets organer.

Hvis vi er udsat for nogle belastninger som vi ikke kan klare afbalanceret og som vi ikke kan kæmpe os fra eller flygte fra, kommer den rygvendte Vagus i funktion i en ”lukke-ned-funktion”.

Og så sker der det, at den rygvendte Vagus også kommer til at styre opad i kroppen. Det gør den ved at kroppen og psyken kommer til at fungere mindre på et lavere ”blus”, altså med mindre aktivitet.

Det vil man kunne se på mange forskellige måder: Åndedrættet vil blive lavt og meget overfladisk og ikke så dybt.

Musklerne ude i kroppen vil blive slappe og i mindre funktion. Man kan sådan set tale om at opnå en slags lammelse af musklerne, delvist eller helt.

Og psykisk set, mentalt set, vil man bruge sit mentale apparat mindre. Det kan være sådan, så man iikke oplever, hvad der foregår og mange vil heller ikke kunne huske det. Det kan være mange forskellig reaktioner.

I gamle dage, i hvert fald før 1994, så havde man et mere begrænset forståelse af hvad stress er.

Man tænkte at der var to muligheder for hvordan vi mennesker kan have det. Enten være i ro, fred, hvile og balance, eller i stress, altså i ”kamp og flugt”. Der var egentlig ikke teori for hvordan vi aktivt socialt forholder os, og hvordan vi kan ”lukke ned” når belastning er for stor til at klare.

Sådan kan man se, at vi mennesker har 5 overordnede måder at fungere på:

1. Vi kan være i balance / ro. Hvor Den Mavevendte Vagus styrer aktivitterne, og vi er sociale og kan nyde livet. Sympatikus er ikke aktiveret og Den Rygvendte Vagus passer fordøjelsen.
2. Vi kan være i en ønsket kraft aktivitet. Her er er det stadig Den Mavevendte Vagus som styrer aktiviteterne, og så anvender det sympatiske nervesystem til at aktivere kroppen, og Den Rygvendte Vagus passer fordøjelsen.
3. Vi kan nyde at have sex. Her er er det stadig Den Mavevendte Vagus som styrer aktiviteterne, og så anvender det sympatiske nervesystem til at aktivere kroppen, samt Den Rygvendte Vagus til at gøre sexuel aktivitet mulig og fornøjelig.
4. Vi kan være i en situation, hvor vi er i kamp eller flugt. Her er det det sympatiske nervesystem som styrer aktiviteterne. Den Mavevendte Vagus er nedsat i funktion, og vi tænker os ikke særlig meget om, og nyder ikke noget. Den Rygvendte Vagus er også sat ned i funktion, og fordøjelsen går i stå eller der kommer tynd mave.
5. Og så kan vi være i en lukke-ned funktion hvor Den Rygvendte Vagus styrer kroppen, således at Den Mavevendte Vagus og dens aktivitetsmuligheder er lukket ned og vi ikke sanser så meget og ikke er sociale, ikke nyder noget. Det sympatiske nervesystem er også nedsat så der er mindre kropslig aktivitet med mindre åndedræt, og fordøjelse og sexualfunktion er også nedsat.

Denne teori danner ramme om de overordnede måder, vi mennesker kan fungere i. Den beskriver også, hvad der sker, nå vi kommer i problemer, oplever noget, vi ikke kan klare og hvor de helt store problemer helbredsmæssigt kommer, når vi kommer ned i en ”lukke ned funktion”. Denne ”lukke ned reaktion” kan risikere at sidde fast og fortsætte, selv om det egentlig ikke er hensigtsmæssigt.

Med dette begrebsapparat kan vi forstå mange af de psykiske problemstillinger vi står over for, og som vi kan sidde fast i. I midten har vi angst og vrede, som er overdreven og ved lukke-ned situationen får vi depression og også PTSD-reaktion. Mens det vi ønsker er at have det godt og fungere godt, og nyde livet.

Hvis man sidder fast i én af de uønskede funktionsmåder, så vil dét at fremme Den Mavevendte Vagus’s balancerende funktion altid være det, der bringe én ud af det igen. Det er det, vi ønsker at opnå, når vi arbejder med pykoterapi ved at arbejde med at få en mental helse sat i værk. Derfor ønsker vi at fremme Den Mavevendte Vagus´ funktion.

Del 2.

Faredetektions systemet

Nociception

Nu vil jeg fortælle om faredetektionssystemet, som hænger sammen med polyvagalteorien.

Det handler om, hvordan vi mennesker er indrettede til at reagere på vores omverden. Det er sådan, at vi har mange forskellige dele i os, kan man sige.

Her kommer en primitiv tegning, som skal skitsere storhjernen og mellemhjernen, eller grænsehjernen, som man også kalder ”den liberiske hjerne”. Og neden for kommer rygmarven og spinalområdet.

D

BELASTNING / FARE

FRED KAMP

RO FLUGT

SYMPATICUS

LUKKE NED en måde, vi iagttager vores omverden, bliver optaget og bliver basalt vurderet i det liberiske system, som et resultat af dét, vi har lært tidligere i livet, vores erfaringer og måder at reagere på. Det foregår til dels bevidst og til dels ubevidst. Det, jeg gerne vil ind på er, hvordan vi reagerer ved forskellige grader af belastninger og ved forskellige grader af fare. Hvis det er sådan at det vi oftest oplever, er stille og fredeligt og roligt, vil vores faredetektionssystem sige til os, at vi kan tage det roligt og klare tingene afbalanceret og fleksibelt. Det betyder så, at vi bruger den mavevendte del af Vagus, som styrer vores åndedræt, hjerte og vores sociale interaktion som tale osv., Men den kan også bruge andre dele af vores krop til aktivitet som sex, hvis det det, vi ønsker.

Det er her, hvor vi vurderer, at belastningen ikke er så stor, hvor faren ikke er til stede. Men hvis nu det er sådan, at vi vurderer, at belastningen er mere farlig, så vil vores sympatiske nervesystem sætte i gang. Det vil sætte i gang, så vi kommer i kampberedskab eller vi gør os klar til flugt. I den situation vil vi kunne reageremeget kraftigt og meget hurtigt, men vi vil ikke have så stor mulighed for at tænke os godt om. Vi vil reagere på rutine måder, på den måde, vi har lært at gøre og vi vil sende besked til det sympatiske nervesystem til at være klar til én eller anden aktivitet.

Hvis dét vi bliver udsat for vurderes til ikke blot at være farligt, men måske endda livsfarlig, Det kan være når vores mellemhjerne vurderer, at dette her kan vi slet ikke klare, vi kam ikke flygte fra situationen og vi kan ikke kæmpe os ud af situationen. Det eneste vi kan gøre som organisme er at ”lukke ned”.

Når dette sker, er det den rygvendte del af Vagus, der bliver aktiveret, sådan at der bliver skruet ned for f.eks. fordøjelse og reproduktion. Der bliver skruet ned for hjerte go åndedræt, der bliver skruet ned for social interaktion. Der bliver skruet ned for at opleve, at sanse og at huske. Der bliver skruet ned for rigtig mange ting. Organismen lukker ned og foretager sig ingenting, ind til omstændighederne er bedre og anderledes. Det er dét, der er meningen med det. Det er altså en rigtig, rigtig god funktion, som kan være nyttig at gøre. Man kan f.eks. tænke en situation, hvor dén kvinde bliver udsat for en voldtægt, har kniven på struben, og hvis du bevæger dig, vil du blive dræbt. Det man vil gøre, er a man vil ligge helt stille og du vil forsøge at lade være med at opleve det, der foregår. Du vil komme ”ud af kroppen”, som nogle har oplevet. Du vil ikke lægge så meget mærke til det, du vil ikke gøre anskrig, ikke protestere. Du vil bare være fuldstændig ”slatten”, fordi det er dét, der får dig til at overleve den situation. Her er ”lukke ned” funktionen er fuldstændig rigtig, og det er dén der får kvinden til at overleve voldtægten. Det kan gå hen at blive et problem senere hen, hvis denne ”lukke ned” funktion ikke lukker op igen, men fortsætter og gentager sig i andre situationer, som hvis vi nu bliver i dette felt med en kvinde, der udsættes for et overgreb, er sammen med sin kæreste senere hen har svært ved at gennemføre seksualfunktionen, fordi det minder for meget om overgrebet. Så sidder man fast i denne her lukke-ned situation og så får man problemer på denne måde.

Tilsvarende hvis man oplever fare, kan man komme til at lære i det liberiske system, at dette med at være lukket inde er noget, der er farligt for én, hvor man risikerer at få panikanfald, risikerer at få hjerteanfald og at dø, hvor man så lærer, at dét at være lukkede rum er noget , som vil udløse angst, hvor det er noget, man ikke kan lade være med at gøre og hvor det gentager sig og gentager sig. Fører til undgåelsesadfærd og til endnu mere angst osv. osv. Så har man udviklet en angstlidelse.

Man kan sige at dette spektrum af reaktioner, er egentlig også et spektrum af bevidst / ubevidst, for hvis man er herovre, hvor der er fred og ro, er man meget bevidst og kan handle overvejet. Man kan godt sætte sig selv i en kraftig aktivitet, som f.eks. sport, eller en kampaktivitet, hvor man gør det med vilje.

Her bruger men sin bevidsthed til at styre det sympatiske nervesystem, så man kommer i større aktivitet.

Hvis dit faredetektionssystem oplever, at du er i en livsfare, som du ikke kan reagere på, så vil du ubevidst gå i gang med en ”lukke-ned-reaktion”. Det er ikke noget, du vælger, du kan ikke bevidst vælge at lave en ”lukke-ned-reaktion”. Det foregår ubevidst. Lige så vel som rigtig meget angstreaktion og flugtreaktion, det også er ubevidst.

Der er altså tale om et ”skred fra venstre mod højre”, fra bevidst mod ubevidst. Hvor den reaktion, som vi har indlært i det liberiske system, sker automatisk og er ikke noget, man selv vælger at gøre. Det er faktisk kun, når den er i den fredelige og rolige del, at du kan lære noget nyt. Det er, når du er her, du har lukket op og kan forstå noget nyt, nogle nye sammenhænge. Det er først dér, du har åbnet op for frontallappen, eller pandelappen, som man også kalder den. I de andre situationer, hvor der er lukket ned, er det ikke muligt at lære noget nyt. Men alligevel. Hvis du er i en voldsom lukke-ned-reaktion, vil du have en chance / risiko for at lave nogle erindringer, som kan være særdeles voldsomme og har en risiko for at gentage sig igen og igen. PÅ samme måde som når du udvikler en posttraumatisk belastningsreaktion, eller PTSD, som man også kalder det.

Dette var noget om belastningssystemet, eller vores fare-detektionssystem, hvor vi placerer os selv i disse tre felter. Man kn sige, at den liberiske hjerne beslutter på én eller anden måde om der skal sættes gang i den mavevendte vagus, eller om der skal sættes gang i den rygvendte Vagus, i sympaticus og kamp og flugt eller sætte hang i at lukke hele organismen ned.

Del 3.

Den øverste del af vagus

Ro og balance

Dette handler om dét at være i ro og balance. Når der er sådan, at det, der omgiver os, dét vi lever i opleves som fredeligt og roligt, har vi mulighed for at være i balance og i ro. Når vi er det, er det den mavevendte del af vagus, der bestemmer, der styrer det.

Den mavevendte del af vagus styrer den øverste del af kroppens reaktioner. På den måde er dét nervesystem egentlig en blanding af et villet og et u-villet nervesystem. Den er et autonomt, men også et villet system. Sådan en blanding. Den del af vores nervesystem styrer vores mellemgulv, den styrer vores åndedræt, hvor meget luft, vi får ind i vores lunger og den styrer vores hjerteaktivitet, om det skal slå hurtigt eller langsomt. Det gør den på den måde, at en anden del af vores nervesystem, den sympatiske del hele tiden presser på for at hjertet skal slå hurtigt og den mavevendte del af Vagus laver en ”bremseaktivitet” som en maget fleksibel bremse. Det gør den vis nogle nervetråde, som isoleres og den gør det meget hurtigt og meget effektivt, så vi hurtigt kan sætte en aktivitet op og hurtigt ned igen. Og vi kan gøre det fleksibelt uden at skulle sætte gang i hele det sympatiske nervesystem. Med den kraft og følgende udmattelse, der ligger i det. Den involverer også luftrør og spiserør og koordinationen af, hvornår vi skal sige noget, hvornår skal vi synke, hvornår skal vi trække vejret. Og det involverer alle de ting, vi bruger for at tale, at sige noget netop via vores åndedræt. Det aktiverer vores ører til at fokusere på, f.eks. på hvor vi som barn fokuserer på lyden af ens mors stemme og ikke have et øre på andet.

Hvor vi som voksne kan være i en gruppe med andre mennesker og kan fokusere på lige netop den person, vi ønsker at lytte til og ikke de andre. Det er den mavevende del, der regulerer nogle små muskler, der findes i mellemøret. Den involverer også vores ansigtsmuskulatur og bestemmer vores mimik til at udtrykke forskellige ting, sådan så vi har et meget stort følelsesregister, som man registrer ved at se på et menneske. Og netop dette med at se, er også en del af dette her system.

Hvilken del af vores system vi så skal sætte i gang, om et der den mavevendte del af Vagus med fred og ro, eller om det er sympaticus med kamp og flugt, elle om det er lukke-ned reaktionen er jo alt sammen noget, der foregår som en aktivitet oppe i mellemhjernen og bliver styret deroppefra. Det betyder også, at alle de erindringer og forståelser af verden, ligger der som vores store skatkammer af indlært aktivitet, erfaringer og historier er noget af det, som er med til at lave en vurdering af de situationer, vi står i, er det en farlig situation eller en fredelig situation. Det betyder, at alle de aktiviteter, der er i den mavevendte del af Vagus, når de fungerer, styrer de alt, hvad der kan foregå i det sympatiske nervesystem og den underliggende, rygvendte del af Vagus.

Så derfor kan man sige, at når vi bruger den mavevendte del af Vagus , vil den bruge balance i hele systemet. En stor del af dette med at bringe balance i tingene er åndedrættet som en dejlig enkel funktion, hvor du kan se, at hvis du har et dybt og roligt åndedræt, så vil hjertefunktionen følge åndedrættet på den måde, at hjertet går lidt hurtigere ved indånding og lidt langsommere ved udånding. Hvis du slag for slag følger hjerteaktiviteten, vil du kunne se den afbilledet som en bølge. Det er når det hele er i balance.

Tilsvarende med hele den sociale interaktion med at tale og lytte, vil du opleve at når du selv taler, eller er den lyttende vil du opleve at få balance i systemet. Det er selve forudsætningen for a psykoterapi er effektiv og det er dét, der ligger i, at vi er sociale væsener, hvor vi har brug for andre mennesker. Det er også det, der ligger i dét, at vores hjerne bliver reguleret af andre, at vi helt fra vi er spæde til vi er voksne har brug for andre til at regulere os selv. Det gør vi via dette system, hvor vi tolker ansigtsudtryk, ved at vi tolker en stemme og ved a vi lægger mærke til hvorledes det bliver modtaget. Social interaktion er beroligende for os mennesker. Ikke alle situationer. Det kan udmærket også være, at det bliver provokerende og så kommer man i gang mad nogle af de andre reaktioner, men rigtig meget social interaktion er beroligende. Det er derfor folk går på café og drikker kaffe med hinanden, Det er derfor ting som Facebook og mobiltelefoner er så stort et emne i dag, fordi vi kommunikerer. Kommunikation er dét, der er vigtigt for os, fordi det bringer os i balance og det, der er ønskeligt for as som levende, nydende væsener.

Dét at nyde noget er også dét, der ligger herovre i den mavevendte del. Hvis du er i kamp eller flugt, vil du ikke være i stand til at nyde rigtig meget. Hvis du er lukket ned, vil du heller ikke kunne nyde det særlig meget, men hvis du er i ro og balance, kan du nyde livet, sex f.eks. kunst og litteratur og meget mere. Det er her i den afbalancere del, alle disse ting ligger. Derfor er det godt at tænke på det lidt mere enkle, at lige så snart du bruger den mavevendte del af Vagus til ét eller andet. Så vil du sørge for en beroligelse af de andre systemer. Det betyder, at hvis du er i gang med en lukke-ned-funktion og du hænger fast i den, vil du ved at aktivere den mavevendte del af Vagus trække dig selv ud af lukke-ned-situationen.

Hvis du sidder fast i en angstsituation, kan dét at tale med andre mennesker bringe dig ud af situationen og få angsten til at dæmpes. Det giver nogle genveje til at komme i balance med sig selv. hvis man kan aktivere denne del af nervesystemet. Nogle gange kan det være fornuftigt at bringe balance i nervesystemet ved at fortælle hele ens livshistorie ind til nu som i en samtale f.eks. ved psykoterapi. Men der er også masser af genveje til at undgå disse omveje.

Så tankesættet og forståelsen af, hvad den mavevendte Vagus gør og kan gøre er en stor kilde til mental, personlig og menneskelig udvikling.

Del 4

Sympaticus

Kamp og Flugt-reaktionen

Det er velkendt at sympaticus overaktivitet går i gang, hvis vi oplever fare. Det sker når vores mellemhjerne har vurderet – og måske også vores bevidsthed har vurderet – at den aktivitet, vi er i gang med, kan vi ikke fortsætte på en stille og rolig og afbalanceret måde. Vi er tvunget til aktivere vrede og kamp eller angst og flugt

Sympaticus er en del af vores nervesystem, der starter i hjernestammen, går videre ned lang rygraden og ud i kroppen, i vores tværgående muskulatur, og blodkar og meget andet, som gør os klar til at løbe, kæmpe eller bevæge os, og gøre noget meget aktivt.

Man kan dele denne aktivitet op i en aktivitet, der kommer meget pludselig og hurtigt, som sker, hvis du f.eks. bliver forskrækket, så du vil mærke, at du f.eks. får en gysen ned ad ryggen, og du vil trække dig samme og dine pupiller vi åbne sig og du vil være klar til at reagere med det samme. Det sker via nervesystemet i løbet af ganske kort tid.

Hvis det nu er sådan, at du vurderer, at den situation, du befinder dig i, ikke kan overstås hurtigt, men bliver ved med at være farlig (meget af denne vurdering foretager du dig ubevidst), vil der ske dét, at dine binyrer sættes i aktivitet. Binyrerne er to små kirler, der sidder ovenpå nyrerne og som udskiller adrenalin og noradrenalin og kortison i blodbanen, så der kommer et øget niveau af disse stoffer i blodet, som gør, at du bliver sat i stand til at udøve en meget kraftig handlig og reaktion i længere tid og ikke bare en kraftig her-og-nu reaktion. Det er en reaktion, som er ganske voldsom for kroppen, men det er en reaktion, der gør dig i stand til virkelig at kæmpe eller virkelig at flygte. Derfor er det en meget effektiv reaktion, ud over at den også er meget belastende.

Denne aktivitet – angst – kan være til stede i bestemte omstændigheder, det kan være til stede i længere tid og det kan være rigtig, rigtig svært at få ro på den igen.

Nogle vil også have en overaktivitet, hvor de oplever vrede, hvor de oplever, at det er godt at være vred, det er et aktiv at være vred. De får måske noget ud af den vrede, hvor vreden så vi have tendens til at gentage sig igen og igen. Det samme vil angsten også have til at gentage sig igen og igen.

Og det dér med at gentage sig igen og igen. Det handler også om, at når du er i gang med denne sympaticus-aktivitet, kan du ikke rigtig tænke dig om. Du kan egentlig ikke overveje noget nyt, du kan ikke rigtig lære noget. Og sådan er det også, hvis du er i læringssituationer og du er vred og du skælder eleverne ud, at man slår den, lige som i gamle dage, eller når man som opdrager skælder sine børn ud, kan man være sikker på, at de ikke lærer noget af det, man ønsker, de skal lære. Det handler om, at dét at lære noget nyt, dét at tænke fornuftigt, kræver en aktivitet i en anden del af nervesystemet, som er lukket ned, når du er i gang med en sympaticus overreaktion, når du er i fare, når du er i gang med denne kamp og flugt reaktion.

Derfor. Hvis vi gerne vil være med til at udvikle mennesker til at have en mere fleksibel funktion, reaktion eller forståelse af samfundet, andre mennesker, og dem selv, har vi brug for at dæmpe denne aktivitet i sympaticus og få mere ro på, så man kan gøre noget mere indviklet og differentieret, men dette vil jeg komme ind på på et andet tidspunkt, hvor jeg vil tale om hvad vi har mulighed for at gøre, hvis vi er i ro og balance.

Del 5

Nederste del af Vagus

Nedlukningsreaktionen

Dette her er et foredrag om den rygvendte Vagus, …., som man kaldte det. Det er handler om nogle primitive reaktioner, men også nogle fundamentale for os for os mennesker. Helt overordnet er det er nogle helt fundamentale påvirkninger af den rygvendte Vagus, noget af dér, vi kan forstå inden for polyvagal teorien, som jo handler om den måde, vi mennesker behandler belastninger, hvor vi, hvis vi er i fred og ingen fare, er det den mavevendte del af Vagus og hvis vi er i fare-omstændigheder, er det sympaticus, der er aktiveret, som bliver aktiveret, når vi er i kamp og flugt situationer. Og hvis vi er i livsfare, er det så den rygvendte del af Vagus, der er aktiveret. Rygvendt, fordi de nervetråde, der bliver aktiveret ligge ned langs ryggen og spreder sig ud til at aktivere mange dele af kroppen.

De nervetråde er anvendt også, når vi er i fred og ingen fare, hvor det løber nerver, der går til mave-tarm systemet og går til reproduktionsorganerne også. Ikke kun går til, men også fra, kan man sige, fordi der er ganske mange nervetråde, der bliver sendt og sanseoplevelser fra maven og reproduktionsorganerne og op i hjernen, Faktisk har Vagus nerven, som det handler om, har 80 % af dens nervetråde, sm sanser, hvad der foregår i maven og bliver sendt op i hjernen, 20 % af dem er så tråde, som ændrer ét eller andet, som maven eller reproduktionsorganerne fungerer på. Når det er ”fred og ingen fare” er det de nervetråde, der styrer, hvordan maven og fordøjelsen fungerer på, at tarmen bevæger sig som den skal og sørger for at vi kan gå i gang med seksuelle aktiviteter, hvis det er det, vi ønsker.

Når vi så er i livsfare, sker der noget helt andet. Så begynder nogle nervetråde, som er overlevende fra udviklingshistorien, hvor de nervetråde, som ikke blot styrer mave og reproduktionsorganer, men også hjerte, åndedræt, tale, ansigt og vores hjerne også. Disse tråde kan man tænke på som nogle ganske få tråde, der er meget effektive. Det er nogle tråde , som ikke er isolerede, det vil sige, det fungerer meget langsomt, men de har en maget kraftig funktion. De har den funktion, at de lukker ned for forskellige dele af kroppen. Noget af grunden til at kan fandt ud af denne funktion, er at man iagttog for-tidligt-fødte børn, hvor man sondemadede nogle af disse børn med ikke var tempereret, men man sondemadede dem med noget koldt, og så går der en lukke-ned-reaktion, som betyder at hjertet går langsommere og langsommere og faktisk, kan, hvis man ikke passer på, dræbe børnene. Lukke-ned-funktionen har en effekt på hele kroppen- en effekt på musklerne ved at musklerne i kroppen bliver slappe og ikke rigtig bevæger sig. Man kan se det meget voldsomt, f.eks. hvis der er en video, der viser f.eks., en løve, der jager en antilope på den afrikanske Savanne, vil man sommetider opleve det, at antilopen lægger sig ned og bliver helt slap og selv om løven pirker til antilopen virker den helt sød og slatten. Antilopen har følt sig i livsfare og har lukket ned. Nogle gange sker det, at løven lunter værk, fordi den gerne vil have frisk kød og så kan antilopen rejse sig op og ryste sig og lunte roligt videre. Antilopen laver den dér rysten og kommer videre og på denne måse kommer den ikke til at sidde fast i situationen.

Mennesker, der har været igennem en sådan lukke-ned-reaktion oplever ofte en træthed. Ofte vil men også opleve, at hvis man kommer ind i en vedvarende lukke-ned, oplever sig syge forskellige steder, at man har ondt forskellige steder. Det er nemlig denne slags reaktion, der sker, når denne del af Vagus bliver aktiveret, når den sættes i gang af pludselige traumer, som jeg har skitseret her, men det er også sådan en slags reaktion, der kan ske, hvis du er udsat for langvarig større belastning, end du kan håndtere – det man kalder stress. Her kan du lave forskellige reaktioner i kroppen, som sætter sig som sygdom, hvor man kan se, at åndedrættet er overfladisk og ikke går særlig dybt, man kan se, at hjertefunktionen går ned elle bliver uregelmæssig. Man ser, at fordøjelsen måske stopper og man ser ens mentale tilstand anderledes. Du kan opleve, at du bliver forvirret, ukoncentreret og ikke kn tænke dig om. Du kan opleve, at du slet ikke føler, du er til stede. At du kan opleve, at du kommer ind i en tilstand, hvor du oplever noget som ikke sker, men oplever alligevel som om det var der. Dit mentale beredskab kan i meget høj grad ske at blive ændret og ske at blive lukket ned.

Dette med at lukke ned for det mentale apparat, at lukke ned for følelser, er dét, som unge mennesker gentager desværre temmelig ofte. At man som ungt menneske, hvis man synes , man er ud for livsomstændigheder, man ikke rigtig kan håndtere: Gymnasie, fester, kammerater og hvad der ellers kan være af store belastninger, kan man gøre det, at ,man snitter sig overfladisk. Det er ikke nogen anbefaling, må jeg pointere, men man påfører sig et traume, hvor kroppen reagerer som om den var i livsfare og reagerer ved at lave en lukke-ned-reaktion, så følelserne bliver væk, ens koncentration bliver mindre, det man før syntes var problematisk, holder egentlig op og derved oplever man en lettelse ved at påføre sig selv en lukke-ned-reaktion. Den har den negative ting, at man laver en skade på kroppen, men også at dette, som er ens livsomstændigheder, får man ikke tænkt igennem, men kommer ikke ind i velafbalancerede overvejelser over hvad er det, der sker for mig og hvad skal jeg gøre. Man har bare lukket ned for det, og det betyder jo ofte, at problemerne bliver ved med at være der. I vores dagligdag i dagens Danmark vil denne lukke-ned-reaktion ofte være en reaktion på stress, langvarig belastning og ikke pludselige overgreb eller traumer. Man kan se det, hvis man er udsat for terrorangreb eller trafikuheld eller lignende, men i vortes dagligdag er det nok så meget reaktioner på vedvarende belastning i arbejdsliv, familieliv, som får os til at sidde fast i denne situation.

Det er også vigtigt at tænke på, hvordan man sætter den i gang – du kan gøre det ved at snitte dig selv og påføre dig selv en reaktion. Men egentlig vil reaktionen, du påfører dig gå fra midten af en angst og vredes-reaktion blive til en ubevidst reaktion, som du ikke selv kn styre og kontrollere. Hvis det er sådan, at du har sat gang i en lukke-ned-reaktion som resultat af vedvarende langvarig stress, vil du meget ofte opleve, at du sidder fast i denne lukke-ned-proces og du ikke bare lige kan komme ud af den. Derfor vil man, hvis man blive stresset i sit arbejdsliv opleve, at man ikke kan arbejde og i perioder opleve, at man ikke kan slippe ud af det igen. At komme ud af sådan en lukke-ned-reaktion er virkelig en stor opgave og kan være virkelig vanskelig.

Litteratur:

Stephen Porges. The Polyvagal Theory. Neurophysiological Foundations of Emotions, Attachment, Communication, and Self-Regulation. W.W.Norton & Compagny. New York. 2011.

Deb Daba. The Polyvagal theory in therapy. Engaging the rythm of regulation. W.W.Norton Company. 2018.

Deb Dana. Polyvagal exercises for safety and connection. 50 client-centered practices. W.W.Norton Company. 2020.

Deb Dana. Polyvagal Practices. Anchoring the self in safety. Norton Professional Books. 2023.

Stanley Rosenberg. Accessing the healing power of the vagus nerve. Self-help exercises for anxiety, depression, trauma, and autism. North Atlantic Books. 2017.

Paul Grossman. Grundlæggende udfordringer og sandsynligeb gendrivelser af de fem grundlæggenmde præmisser for den polyvagale teori. Biologisk psykologi. Bind 180. Maj 2023, 1008589