Kategorier
Nyheder

Faredetektions systemet

Nu vil jeg fortælle om faredetektionssystemet, som hænger sammen med polyvagalteorien.

Her kommer en primitiv tegning, som skal skitsere storhjernen og mellemhjernen, eller grænsehjernen, som man også kalder ”den limbiske hjerne”. Og nedenfor kommer rygmarven og spinalområdet.

BELASTNING / FARE

FRED OG RO

KAMP ELLER FLUGT

LUKKE NED Den måde, vi iagttager vores omverden, bliver registreret og vurderet i det limbiske system, som et resultat af dét, vi har lært tidligere i livet, vores erfaringer og måder at reagere på. Det foregår til dels bevidst og til dels ubevidst. Det, jeg gerne vil ind på er, hvordan vi reagerer ved forskellige grader af belastninger og ved forskellige grader af fare. Hvis det er sådan at det vi oftest oplever, er stille og fredeligt og roligt, vil vores faredetektionssystem sige til os, at vi kan tage det roligt og klare tingene afbalanceret og fleksibelt. Det betyder så, at vi bruger den mavevendte del af Vagus, som styrer vores åndedræt, hjerte og vores sociale interaktion som tale osv.. Men den kan også bruge andre dele af vores krop til aktivitet som sex, hvis det det, vi ønsker.

Det er når vores faredetektionssystem vurderer, at belastningen ikke er så stor, hvor faren ikke er til stede. Men hvis nu det er sådan, at vi vurderer, at belastningen er mere farlig, så vil vores sympatiske nervesystem sætte i gang. Det vil sætte i gang, så vi kommer i kampberedskab eller vi gør os klar til flugt. I den tilstand vil vi kunne reagere meget kraftigt og meget hurtigt, men vi vil ikke have så stor mulighed for at tænke os godt om. Vi vil reagere på rutinemåder, på de måder, vi har lært at gøre. Og vi vil sende besked til det sympatiske nervesystem til at være klar til én eller anden kraftig aktivitet.

Hvis dét vi bliver udsat for vurderes til ikke blot at være farligt, men måske endda livsfarlig, og vores mellemhjerne vurderer, at dette her kan vi slet ikke klare, vi kan ikke flygte fra situationen og vi kan ikke kæmpe os ud af situationen, så kan vi som organisme igangsætte en ”lukke ned – reaktion”.

Når dette sker, er det den rygvendte del af Vagus, der bliver aktiveret, sådan at der bliver skruet ned for fordøjelse og reproduktion. Der bliver skruet ned for hjerte og åndedræt, der bliver skruet ned for social interaktion. Der bliver skruet ned for at opleve, at sanse og at huske. Der bliver skruet ned for rigtig mange ting. Organismen lukker ned og foretager sig ingenting, indtil omstændighederne er bedre og anderledes. Det er dét, der er meningen med den reaktion, at sætte livet på pause, indtil omstændighederne er mere gunstige. Det er en meget nyttig og god funktion. Den kan gøre at man som organisme overlever ellers ødelæggende omstændigheder. Det er en katastrofereaktion, det er overlevelse. Man kan f.eks. tænke en situation, hvor en kvinde bliver udsat for en voldtægt, har kniven på struben, og hvis hun bevæger sig, vil hun blive dræbt. Det der så er mulig at gøre er at ligge helt stille og forsøge at lade være med at opleve det, der foregår. Der kan være en ”ud af kroppen oplevelse”, som nogle har oplevet. Hun vil ikke lægge så meget mærke til det der sker, hun vil ikke gøre anskrig, ikke protestere. Hun vil bare være fuldstændig ”slatten”, fordi det er dét, der får hende til at overleve overgrebssituation. Her er ”lukke ned funktionen” fuldstændig rigtig og vigtig, og det er dén der får kvinden til at overleve voldtægten. Men det kan gå hen at blive et problem senere hen, hvis denne ”lukke ned funktion” ikke lukker op igen, men fortsætter og gentager sig i andre situationer. Det kan være at et overgrebsoffer er sammen med sin kæreste senere hen, og har svært ved at gennemføre seksualakten, fordi det minder for meget om overgrebet. Så sidder man fast i denne her ”lukke ned funktion” og så får man problemer bagefter.

Tilsvarende hvis man oplever fare, kan man komme til at lære i det limbisske system, at dette med at være lukket inde er noget, der er farligt for én, hvor man risikerer at få panikanfald, risikerer at få hjerteanfald og at dø, hvor man så lærer, at dét at være lukkede rum er noget , som vil udløse angst, hvor det er noget, man ikke kan lade være med at gøre og hvor det gentager sig og gentager sig. Fører til undgåelsesadfærd og til endnu mere angst osv. osv. Så har man udviklet en angstlidelse.

Man kan sige at dette spektrum af reaktioner, er egentlig også et spektrum af bevidst / ubevidst, for hvis man er herovre, hvor der er fred og ro, er man meget bevidst og kan handle overvejet. Man kan godt sætte sig selv i en kraftig aktivitet, som f.eks. sport, eller en kampaktivitet, hvor man gør det med vilje.

Her bruger men sin bevidsthed til at styre det sympatiske nervesystem, så man kommer i større aktivitet.

Hvis dit faredetektionssystem oplever, at du er i en livsfare, som du ikke kan reagere på, så vil du ubevidst gå i gang med en ”lukke-ned-reaktion”. Det er ikke noget, du vælger, du kan ikke bevidst vælge at lave en ”lukke-ned-reaktion”. Det foregår ubevidst. Lige så vel som rigtig meget angstreaktion og flugtreaktion, det også er ubevidst.

Der er altså tale om et ”skred fra venstre mod højre”, fra bevidst mod ubevidst. Hvor den reaktion, som vi har indlært i det limbiske system, sker automatisk og er ikke noget, man selv vælger at gøre. Det er faktisk kun, når den er i den fredelige og rolige del, at du kan lære noget nyt. Det er, når du er her, du har lukket op og kan forstå noget nyt, nogle nye sammenhænge. Det er først dér, du har åbnet op for frontallappen, eller pandelappen, som man også kalder den. I de andre situationer, hvor der er lukket ned, er det ikke muligt at lære noget nyt. Men alligevel. Hvis du er i en voldsom lukke-ned-reaktion, vil du have en chance / risiko for at lave nogle erindringer, som kan være særdeles voldsomme og har en risiko for at gentage sig igen og igen. PÅ samme måde som når du udvikler en posttraumatisk belastningsreaktion, eller PTSD, som man også kalder det.

Dette var noget om belastningssystemet, eller vores fare-detektionssystem, hvor vi placerer os selv i disse tre felter. Man kan sige, at den limbiske hjerne beslutter på én eller anden måde om der skal sættes gang i den mavevendte vagus, eller om der skal sættes gang i den rygvendte Vagus, i sympaticus og kamp og flugt eller sætte gang i at lukke hele organismen ned.