Polyvagal teori
Polyvagalsystemet, også kendt som det autonome nervesystem, er ansvarlig for at regulere kroppens automatiske funktioner. Evolutionen af polyvagalsystemet kan spores tilbage til mere primitive organismers tidlige udvikling.
I de tidligste organismer udviklede et simpelt responsmønster til at reagere på trusler eller fare. Dette kaldes “kamp-eller-flight” -respons, hvor kroppen enten kæmper imod truslen eller flygter fra den. Dette respons blev kontrolleret primært af den ældste del af polyvagalsystemet, kendt som den reptilianske hjerne eller reptilhjernen.
Med den videre udvikling af dyrearter udviklede sig en mere avanceret reaktion, kendt som “fryse og gemme sig”. Dette respons indebærer at låse kroppen og skjule sig for fare, og det styres af en nyere del af polyvagalsystemet, det såkaldte memmerhjerne eller limbiske system.
I de mest moderne pattedyr, herunder mennesker, blev en tredje del af polyvagalsystemet udviklet kaldet sociale tilslutningssystem, som gør det muligt for individet at etablere forbindelse og kommunikere med andre individer. Dette blev muligt via udvikling af det parasympatiske nervesystem, som er involveret i at skabe en følelse af sikkerhed, fred og velvære.
Som svar på trusler kan polyvagalsystemet aktivere en kompleks reaktionssekvens, der bevæger sig gennem de forskellige afsnit af polyvagalsystemet. Dette giver organismen mulighed for at tilpasse sig forskellige situationer og trusler, uanset om det er kamp, flugt eller tilslutning.
Evolutionsmæssigt har polyvagalsystemet udviklet sig til at give mere sofistikerede måder at håndtere trusler og understøtte menneskets samfundsstrukturen. Det er en vigtig mekanisme, der er ansvarlig for reguleringen af følelser, stressrespons og sociale interaktioner.