Del 4: Kamp- og flugtreaktionen ved sympaticus

Del 4: Kamp- og flugtreaktionen ved sympaticus

Det er velkendt at sympaticus overaktivitet går i gang, hvis vi oplever fare. Det sker når vores mellemhjerne har vurderet – og måske også vores bevidsthed har vurderet – at den aktivitet, vi er i gang med, kan vi ikke fortsætte på en stille og rolig og afbalanceret måde. Vi er tvunget til aktivere vrede og kamp eller angst og flugt

Sympaticus er en del af vores nervesystem, der starter i hjernestammen, går videre ned lang rygraden og ud i kroppen, i vores tværgående muskulatur, og blodkar og meget andet, som gør os klar til at løbe, kæmpe eller bevæge os, og gøre noget meget aktivt.

Man kan dele denne aktivitet op i en aktivitet, der kommer meget pludselig og hurtigt, som sker, hvis du f.eks. bliver forskrækket, så du vil mærke, at du f.eks. får en gysen ned ad ryggen, og du vil trække dig samme og dine pupiller vi åbne sig og du vil være klar til at reagere med det samme. Det sker via nervesystemet i løbet af ganske kort tid.

Hvis det nu er sådan, at du vurderer, at den situation, du befinder dig i, ikke kan overstås hurtigt, men bliver ved med at være farlig (meget af denne vurdering foretager du dig ubevidst), vil der ske dét, at dine binyrer sættes i aktivitet. Binyrerne er to små kirler, der sidder ovenpå nyrerne og som udskiller adrenalin og noradrenalin og kortison i blodbanen, så der kommer et øget niveau af disse stoffer i blodet, som gør, at du bliver sat i stand til at udøve en meget kraftig handlig og reaktion i længere tid og ikke bare en kraftig her-og-nu reaktion. Det er en reaktion, som er ganske voldsom for kroppen, men det er en reaktion, der gør dig i stand til virkelig at kæmpe eller virkelig at flygte. Derfor er det en meget effektiv reaktion, ud over at den også er meget belastende.

Denne aktivitet – angst –  kan være til stede i bestemte omstændigheder, det kan være til stede i længere tid og det kan være rigtig, rigtig svært at få ro på den igen.

Nogle vil også have en overaktivitet, hvor de oplever vrede, hvor de oplever, at det er godt at være vred, det er et aktiv at være vred. De får måske noget ud af den vrede, hvor vreden så vi have tendens til at gentage sig igen og igen. Det samme vil angsten også have til at gentage sig igen og igen.

Og det dér med at gentage sig igen og igen. Det handler også om, at når du er i gang med denne sympaticus-aktivitet, kan du ikke rigtig tænke dig om. Du kan egentlig ikke overveje noget nyt, du kan ikke rigtig lære noget. Og sådan er det også, hvis du er i læringssituationer og du er vred og du skælder eleverne ud, at man slår den, lige som i gamle dage, eller når man som opdrager skælder sine børn ud, kan man være sikker på, at de ikke lærer noget af det, man ønsker, de skal lære. Det handler om, at dét at lære noget nyt, dét at tænke fornuftigt, kræver en aktivitet i en anden del af nervesystemet, som er lukket ned, når du er i gang med en sympaticus overreaktion, når du er i fare, når du er i gang med denne kamp og flugt reaktion.

Derfor. Hvis vi gerne vil være med til at udvikle mennesker til at have en mere fleksibel funktion, reaktion eller forståelse af samfundet, andre mennesker, og dem selv, har vi brug for at dæmpe denne aktivitet i sympaticus og få mere ro på, så man kan gøre noget mere indviklet og differentieret, men dette vil jeg komme ind på på et andet tidspunkt, hvor jeg vil tale om hvad vi har mulighed for at gøre, hvis vi er i ro og balance.