Polyvagal teori
Nu vil jeg fortælle om faredetektionssystemet, som hænger sammen med polyvagalteorien.
Det handler om, hvordan vi mennesker er indrettede til at reagere på vores omverden. Det er sådan, at vi har mange forskellige dele i os, kan man sige.
Her kommer en primitiv tegning, som skal skitsere storhjernen og mellemhjernen, eller grænsehjernen, som man også kalder ”den liberiske hjerne”. Og neden for kommer rygmarven og spinalområdet.
Den måde, vi iagttager vores omverden, bliver optaget og bliver basalt vurderet i det liberiske system, som et resultat af dét, vi har lært tidligere i livet, vores erfaringer og måder at reagere på. Det foregår til dels bevidst og til dels ubevidst. Det, jeg gerne vil ind på er, hvordan vi reagerer ved forskellige grader af belastninger og ved forskellige grader af fare. Hvis det er sådan at det vi oftest oplever, er stille og fredeligt og roligt, vil vores faredetektionssystem sige til os, at vi kan tage det roligt og klare tingene afbalanceret og fleksibelt. Det betyder så, at vi bruger den mavevendte del af Vagus, som styrer vores åndedræt, hjerte og vores sociale interaktion som tale osv., Men den kan også bruge andre dele af vores krop til aktivitet som sex, hvis det det, vi ønsker.
Det er her, hvor vi vurderer, at belastningen ikke er så stor, hvor faren ikke er til stede. Men hvis nu det er sådan, at vi vurderer, at belastningen er mere farlig, så vil vores sympatiske nervesystem sætte i gang. Det vil sætte i gang, så vi kommer i kampberedskab eller vi gør os klar til flugt. I den situation vil vi kunne reageremeget kraftigt og meget hurtigt, men vi vil ikke have så stor mulighed for at tænke os godt om. Vi vil reagere på rutine måder, på den måde, vi har lært at gøre og vi vil sende besked til det sympatiske nervesystem til at være klar til én eller anden aktivitet.
Hvis dét vi bliver udsat for vurderes til ikke blot at være farligt, men måske endda livsfarlig, Det kan være når vores mellemhjerne vurderer, at dette her kan vi slet ikke klare, vi kam ikke flygte fra situationen og vi kan ikke kæmpe os ud af situationen. Det eneste vi kan gøre som organisme er at ”lukke ned”.
Når dette sker, er det den rygvendte del af Vagus, der bliver aktiveret, sådan at der bliver skruet ned for f.eks. fordøjelse og reproduktion. Der bliver skruet ned for hjerte go åndedræt, der bliver skruet ned for social interaktion. Der bliver skruet ned for at opleve, at sanse og at huske. Der bliver skruet ned for rigtig mange ting. Organismen lukker ned og foretager sig ingenting, ind til omstændighederne er bedre og anderledes. Det er dét, der er meningen med det. Det er altså en rigtig, rigtig god funktion, som kan være nyttig at gøre. Man kan f.eks. tænke en situation, hvor dén kvinde bliver udsat for en voldtægt, har kniven på struben, og hvis du bevæger dig, vil du blive dræbt. Det man vil gøre, er a man vil ligge helt stille og du vil forsøge at lade være med at opleve det, der foregår. Du vil komme ”ud af kroppen”, som nogle har oplevet. Du vil ikke lægge så meget mærke til det, du vil ikke gøre anskrig, ikke protestere. Du vil bare være fuldstændig ”slatten”, fordi det er dét, der får dig til at overleve den situation. Her er ”lukke ned” funktionen er fuldstændig rigtig, og det er dén der får kvinden til at overleve voldtægten. Det kan gå hen at blive et problem senere hen, hvis denne ”lukke ned” funktion ikke lukker op igen, men fortsætter og gentager sig i andre situationer, som hvis vi nu bliver i dette felt med en kvinde, der udsættes for et overgreb, er sammen med sin kæreste senere hen har svært ved at gennemføre seksualfunktionen, fordi det minder for meget om overgrebet. Så sidder man fast i denne her lukke-ned situation og så får man problemer på denne måde.
Tilsvarende hvis man oplever fare, kan man komme til at lære i det liberiske system, at dette med at være lukket inde er noget, der er farligt for én, hvor man risikerer at få panikanfald, risikerer at få hjerteanfald og at dø, hvor man så lærer, at dét at være lukkede rum er noget , som vil udløse angst, hvor det er noget, man ikke kan lade være med at gøre og hvor det gentager sig og gentager sig. Fører til undgåelsesadfærd og til endnu mere angst osv. osv. Så har man udviklet en angstlidelse.
Man kan sige at dette spektrum af reaktioner, er egentlig også et spektrum af bevidst / ubevidst, for hvis man er herovre, hvor der er fred og ro, er man meget bevidst og kan handle overvejet. Man kan godt sætte sig selv i en kraftig aktivitet, som f.eks. sport, eller en kampaktivitet, hvor man gør det med vilje.
Her bruger men sin bevidsthed til at styre det sympatiske nervesystem, så man kommer i større aktivitet.
Hvis dit faredetektionssystem oplever, at du er i en livsfare, som du ikke kan reagere på, så vil du ubevidst gå i gang med en ”lukke-ned-reaktion”. Det er ikke noget, du vælger, du kan ikke bevidst vælge at lave en ”lukke-ned-reaktion”. Det foregår ubevidst. Lige så vel som rigtig meget angstreaktion og flugtreaktion, det også er ubevidst.
Der er altså tale om et ”skred fra venstre mod højre”, fra bevidst mod ubevidst. Hvor den reaktion, som vi har indlært i det liberiske system, sker automatisk og er ikke noget, man selv vælger at gøre. Det er faktisk kun, når den er i den fredelige og rolige del, at du kan lære noget nyt. Det er, når du er her, du har lukket op og kan forstå noget nyt, nogle nye sammenhænge. Det er først dér, du har åbnet op for frontallappen, eller pandelappen, som man også kalder den. I de andre situationer, hvor der er lukket ned, er det ikke muligt at lære noget nyt. Men alligevel. Hvis du er i en voldsom lukke-ned-reaktion, vil du have en chance / risiko for at lave nogle erindringer, som kan være særdeles voldsomme og har en risiko for at gentage sig igen og igen. PÅ samme måde som når du udvikler en posttraumatisk belastningsreaktion, eller PTSD, som man også kalder det.
Dette var noget om belastningssystemet, eller vores fare-detektionssystem, hvor vi placerer os selv i disse tre felter. Man kn sige, at den liberiske hjerne beslutter på én eller anden måde om der skal sættes gang i den mavevendte vagus, eller om der skal sættes gang i den rygvendte Vagus, i sympaticus og kamp og flugt eller sætte hang i at lukke hele organismen ned.